Per Juul Carlsen

filmanmelder og forfatter

Per Juul Carlsen har beskæftiget sig med populærkultur siden begyndelsen af 1990’erne, blandt andet som redaktør på tidsskriftet Levende Billeder. Fra begyndelsen af det nye årtusind har han været DR’s gennemgående filmanmelder, primært i P1-programmet Filmland, på dr.dk og i DR K’s Filmselskabet. Derudover har han også bidraget til P1’s øvrige flade, især i Kulturen på P1 og i P1Morgen.

Nu om dage bliver filmene anmeldt i Kristeligt Dagblad mens interviewene med aktuelle filmfolk foregår i podcasten Filmstemmer, der udgives af Det Danske Filminstitut. I 2023 udgav han bogen ’Miraklet 1996-2006 – ti år der forandrede dansk film’ om dansk films pludselige forandring og succesen med især dogmefilmene.

 

FOREDRAG

Det danske filmmirakel

Dansk film skiftede pludselig gear og blev en verdensbegivenhed i løbet af ganske få år. Lars von Trier, Lone Scherfig, Thomas Vinterberg og mange flere gav dansk film et helt nyt udseende. Hvad skete der? Hvor kom det fra?

Med udgangspunkt i min bog ’Miraklet 1996-2006’ fortæller jeg om et stykke utrolig dansk kulturhistorie, der ikke kun handler om film, men om en ny selvtillid og en risikovillighed i dansk kulturliv, herunder sport. Fodboldherrerne vandt EM, håndboldkvinderne vandt guldmedaljer på stribe og Aqua blev et verdensnavn. Dansk kulturliv fik et boost. Kan det ske igen?

(90 min + spørgsmål)

 

Kunstig intelligens på film

Tanken om at skabe intelligente væsner, der kan udføre arbejde i menneskets tjeneste, er gammel. Men hidtil har den kun været fantasi. Nu befinder vi os i en tid, hvor mennesket er i fuld gang med at skabe kunstig intelligens omkring os. Vi er guder …

Den kunstige intelligens er af tidens store emner. Nogen hævder, at det kan blive menneskehedens endeligt i løbet af ganske få år. Andre mener det kan udvikle os til nye niveauer. Hvad siger filmens verden? Kan vi hente svar og fordybelse i film som ’Rumrejsen år 2001’, ’Blade Runner’ og ’Hende’?

Varighed: 90 min + spørgsmål

 

Nye stemmer og nye vinkler på film

Filmens verden har altid tilhørt mændene. Gennem historien har de mandlige instruktører og manuskriptforfattere været i klart over overtal, og især i Hollywood har historierne handlet om handlekraftige mænd, der har haft en smuk kvinde ved sin side, klar til at læne sig bagover og modtage et kys så snart mandens heltegerning er udført.

Men der er sket noget gennem de seneste 10-15 år. Den hvide mands dominans er blevet udfordret af flere kvindelige historiefortællere og hovedroller samt flere hudfarver og etniciteter. Det er ikke noget, der har væltet biograferne med et brag, men det har lige så stille forandret de historier, vi fortæller hinanden. Heltegerninger, hovedpersoner, bedrifter og rollefordelinger er ikke hvad de har været, takket være film som ’Dronningen’, ’Kalak’ og ’Barbie’.

Varighed: 60-90 minutter

 

Det gavmilde attentat

I februar faldt jeg pludselig om med hjertestop under en fodboldkamp. Forunderligt nok vågnede jeg ikke op på Gentofte Hospital med angst i hele kroppen, men med en følelse af noget gavmildt. Det tog mig mange måneder at finde ud af hvorfor.

Jeg kommer gerne og fortæller om min oplevelse med et hjertestop, der kom lige i halen på en fyring efter næsten 32 år i DR. Det er i høj grad en fortælling om at finde sig selv ovenpå to store chok i eksistensen. Og at finde videre.

Varighed: 60-90 minutter + spørgsmål

 

Anden Verdenskrig slutter aldrig

Den sidste store verdenskrig er naturligvis den samme som den altid har været, men gennem de seneste 15-20 år har filmfortællingerne i høj grad ændret på krigen. Engang lovpriste filmene især modstandsfolkene. I dag kommer der flere og flere nuancerede og kritiske vinkler på modstandsarbejdet og fællesskabet under krigen.

Undervejs i foredraget er der eksempler fra bl.a. 'Drengene fra Skt Petri', 'Flammen & Citronen', 'Hvidsten-gruppen II', '9. april', 'Under sandet' og 'Når befrielsen kommer'.

Varighed: 60-90 minutter + spørgsmål