De sidste 'vilde' steder og den store poesi
Mit litteraturhjerte brænder for koblinger mellem 1) sted og litteratur og 2) den store poesi forklaret gennem koblinger mellem litteratur, teologi/kristendom, myte og filosofi. Den skønne litteratur er dybest set moderne myter og ofte fortællinger om helt specifikke steder. I begge tilfælde er der tale om moderne og stærkt traditionsbevidst litteratur. Min forskning og formidling gælder især store nordiske storytellere som Jón Kalman Stéfansson, William Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen (har skrevet stribevis af afhandlinger, bøger og artikler om begge), Halldór Laxness, Karen Blixen, Knut Hamsun, Sigrid Undset, St.St. Blicher, Ida Jessen, Suzanne Brøgger.
De skriver alle om de sidste forestillede 'vilde' steder og er alle ypperlige repræsentanter for den store nordiske poesitradition. De sidste 'vilde' steder er i dag øer. Jeg er færing og øboer. Den erfaring har jeg taget med mig som litteraturforsker og holder derfor forelæsninger om den moderne danske ø- og lokallitteratur.
Dansk litteratur er blevet mere lokal og mere oceanisk/insulær. Til denne litteraturtendens hører den evigt tilbagevendende historie om kulturmøder og kultursammenstød mellem provins og storby, centrum og periferi som Glenn Bech senest har reaktualiseret. Som foredragsholder gælder min interesse her, hvordan hjemlandet konstant genskrives i dansk-nordisk litteratur.
Jeg er uddannet i nordisk litteratur og har været og er involveret i store projekter, som rækker langt ud over litteraturens felt. Forår 2023 modtog jeg sammen med andre en bevilling på 15 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden til at udvikle nordiske perspektiver i ungdomsuddannelserne via tværgående emneforløb i den humanistiske fagrække. Jeg holder derfor også foredrag om, hvad det nordiske egentlig er, kan være og kan blive.
Efter Korona og Ukraine-krigen er vi begyndt få mere sans for vores naboer. Også dette handler om sted og poesi, men også om kultur, dannelse og uddannelse i bred forstand. Det regionale nordiske har også interesse i form af foredrag om Danmark og det nye, rige Nordatlanten og de kulturmøder og kultursammenstød, som disse forbindelser løbende byder på. Kolde øer er blevet cool, og jeg har i denne sammenhæng især beskæftiget mig med Danmark og det nye Nordatlanten.
Endelig vil jeg nævne et spektakulært byggeprojekt. Jeg er kulturentreprenør på et ambitiøst projekt til ære for William Heinesen tegnet af Henning Larsen Arkitekter. Det bliver en hule i 6 niveauer ned i den færøske undergrund og en fysisk nordatlantisk version af Platons hulelignelse. Sideløbende med dette byggeprojekt, som forventes at gå i gang i 2024, arbejder jeg på en forskningsbiografi om William Heinesen. Byggeprojekt og biografi er forbundne kar, og den kommende hule og biografi er begge tænkt som en fortælling om endnu et 'vildt' sted fyldt med poesi.