Per Nørbo

Coach, forfatter og foredragsholder

Jeg har i en forholdsvis høj alder indset mit livsformål:

At hjælpe følsomme, bløde, blide, sensitive, sansestærke mænd til at finde deres ståsted i verden og opnå mere anerkendelse.

Efter en lang karriere i IT-branchen med forskellige lederjobs valgte jeg at blive selvstændig for derigennem at beskæftige mig med min passion.

Jeg drømmer om et samfund, hvor den overmaskuline adfærd ikke regnes som den eneste rigtige. 

Som barn var jeg den der bedst kunne høres til for eksempel begravelser. Jeg stortudede. Jeg er vokset op i en arbejderfamilie, hvor raseri er den eneste følelse, der må vises. Alle andre følelser holdt man for sig selv, så jeg stak noget ud.

Ordet sensitiv blev ikke brugt, men derimod var jeg på godt østjysk ”møj bløj” (meget blød).

De værdier, der blev anerkendt og rost mest, var at slå først og at knokle. Heltene var dem, der brugte næverne, når ordene slap op. Det har i den grad sat sit præg på min ungdom og mit voksenliv.

I mange år troede jeg også, at det var mine værdier. Men jeg har ikke haft den store succes som slagsbror. Jeg har ganske vist opnået en del resultater ved at knokle, men det har også medvirket til stresssygemeldinger, når jeg har arbejdet igennem i stedet for at stoppe i tide. Sansestærke mænd er pligtopfyldende og loyale. Nogle gange ud over, hvad der er sundt for os selv.

Gennem foredragene kan jeg oplyse om det at være sansestærk eller særligt sensitiv, som det også hedder. Jeg elsker dialogen og spørgsmålene, som opstår undervejs.