Thomas Thurah

Forfatter, journalist, mag.art.

Fortællinger om drab

Jeg har i de senere år skrevet to bøger om drab i Danmark. Begge er baseret på mange og lange samtaler med drabsdømte.

Først kom Skyldig i drab – 12 drabsdømte om at have slået ihjel og om straf, skyld, soning og tilgivelse (2020).

Bogens medvirkende afsoner alle lange fængselsstraffe, fra ti år til forvaring og livstid, i Herstedvester Fængsel. På baggrund af samtalerne med dem fortæller bogen de drabsdømtes historie, i deres perspektiv og med deres ord. Om sorg og skam. Om troen på Gud og om fortvivlelse. Om at have mareridt om drabet og om i fantasien at tale med den dræbte. Om at føle sorg over tabet af et menneske, man selv har slået ihjel. Om tomhed og glæde ved livet. Om en mulig og en umulig tilgivelse.

For nylig kom Når et menneske slår ihjel – fire fortællinger om drab (2024).

Alex har slået to unge kvinder ihjel. Jesper er dømt for drabet på sin pusher. Torben har dræbt sit eget barn.

Bogen følger de tre mænd i årene, dagene og timerne op til drabene og kaster lys over deres opvækst og ungdom. Hvad fik netop dét menneske med den baggrund og personlighed til at slå ihjel? Hvilke tanker og følelser fyldte i drabsmandens hoved og krop, lige før han tog et andet menneskes liv? Og hvilke andre muligheder forelå?

I bogens fjerde kapitel fortæller en pårørende sin historie. Emma har to gange oplevet drab på nærmeste hold.

Mine foredrag tager afsæt i bøgerne og i de drabsdømtes historie.