Flemming Kloster Poulsen
Fortæller, forfatter og præst
BRØDRENE KARAMAZOV af Dostojevskij
Fortælling/genfortælling 2x45 minutter med vægt på hovedpersoner, hovedhandling og hovedtemaer.
Brødrene Karamazov er en vild og storstilet roman med den eksistentielle speeder trykket i bund. Her skildrer Dostojevskij mennesket som en kompleks gåde, der rummer alle mulige modsætninger.
Jeg fortæller historien. Den forhadte Fjodor Karamazov bliver myrdet, men hvem er morderen? I dagene før og efter mordet viser hans tre sønner hver deres livsforståelse: Dimitri med de voldsomme lidenskaber, Ivan med det ateistiske livssyn, Alosja med den kristne tro. Dertil kommer kvinderne: den erotiske eventyrer Grusjenka og den fornemme Katja. Hver især er de intenst optaget af tilværelsens allerstørste spørgsmål. Har livet mening? Findes Gud? Hvordan leve med lidelsen? Kan verden undvære Kristus?
Jeg fik Brødrene Karamazov i julegave, da jeg var 22 år gammel. Romanen har været med mig lige siden og er blevet en slags eksistentiel sparringspartner både på det intellektuelle og åndelige plan. Den trak mig også til Sct Petersborg for at gå i Dostojevskijs fodspor, og senere fik den et større kapitel i min bog ‘I litteraturens spejl’. Ikke mindst derfor er det en fantastisk gave at fortælle romanen til større og mindre forsamlinger.