De store danske salmer
Salmernes rigdom af poesi og visdom, fra Kingo og Grundtvig til Sarvig i nyere tid.
I 1824 overvandt Grundtvig et af sine livs største kriser og skrev på den baggrund salmen ”De Levendes Land”. Salmen var et direkte svar på Kingos baroksalme ”Far Verden, far vel” fra 1681. Kingos dualisme satte et radikalt skel mellem denne verden af tomhed og forfængelighed og den hinsidige herlighed i ”Abrahams skød”. Men Grundtvig skabte et positivt modbillede: ”Mit Land, siger Livet, er Himmel og Jord, / Hvor Kiærlighed boer!”.
Næsten 150 år senere skrev den moderne digter Ole Sarvig så sit svar til Kingo og Grundtvig med sin ”Frostsalme for to eller tre”. Foredraget vil præsentere de tre salmer og vise, hvordan tre så forskellige digtere fra tre så forskellige perioder behandler det samme stof: Livet i verden her og nu og længslen efter den himmelske salighed.