Den svære bæredygtighed
Med udgangspunkt i sin nyeste bog, kortromanen Den dag Bitte blev bæredygtig, lægger Mette Reinhardt Jakobsen op til samtale om, hvorfor det kan være så svært at få de gode intentioner om en grønnere livsstil ført ud i livet. Hvornår bevæger man sig fra gejst til fanatisme? Hvor meget kan (og skal) det enkelte menneske selv gøre? Og hvordan er det overhovedet at være menneske lige nu, i en tid der er spændt ud mellem en romantiseret fortid og en dystopisk fremtid?
Den dag Bitte blev bæredygtig er en kort, skarp fortælling om kvinden Bitte, der beslutter sig for at gøre noget for klimaet. Hun begynder med at lægge sin egen livsstil om, men da hendes nærmeste ikke støtter hende i projektet, bliver hun vred – og det går hårdt ud over hendes omgivelser. Romanen er en karikeret fremstilling af en klimaaktivist, der kammer over, men lige bag latteren lurer alvoren.