Foredrag

Emma Gads Takt & Tone

Et cabaret-foredrag om den bog alle har en mening om, uden at have læst den….

Begreberne ”Emma Gad” og ”Takt og Tone” er en del af vores kultur og noget vi alle, og måske især medierne, meget ofte refererer til. Men sjovt nok ved ret få af os, hvad der rent faktisk står i bogen – og de fleste ville blive overraskede hvis de læste den.

Jeg præsenterer derfor dette cabaret-foredrag, som skal lære os bogen og mennesket bag at kende – på en humoristisk, musikalsk og litterært-underholdende måde.

Samtidig er danskerne kendt for at være noget nær verdens mest uhøflige folkefærd – og debatklimaet på de sociale medier sætter helt nye standarder i den henseende – måske kan Gad og forestillingen være med til at vi (igen) behandler hinanden lidt mere høfligt og hjertefuldt?

Opbygning: Året er 1968. Vi befinder os i et af DRs TV-studier hvor underholdnings-programmet ”Kender De Deres Klassikere?” er ved at blive optaget. Ugens gæst er den kendte visesanger og entertainer Otto Schønberg, der til sin store forundring skal stifte bekendtskab med Emma Gads Takt & Tone. I starten er Schønberg uvidende og fordomsfuldt nedladende overfor både Gad og bogen, men efterhånden som han langsomt lærer dem at kende, forundres han over de tidløse kommentarer til vores opførsel, de mange, sjove betragtninger og det store menneskekendskab. Han – og med ham forhåbentlig publikum – ender således med at blive overrasket, nuanceret interesseret og varm om hjertet.

I cabaret-foredraget er der sjove citater, oplæsninger fra bogen, alvorsord, afsnit om Emma Gad som person samt masser af kendte viser og sange, som på underholdende vis kommenterer indholdet. Sangene og viserne er bl.a. ’Penge’, ’Bar’ det var mig’, ’Kys hinanden’, ’Jeg snakker med mig selv’ ’Månestrålen’, ’Konen, kællingen, madammen’ og ’Jeg sætter min hat som jeg vil’.

Da publikum skal i fjernsynet, bedes de tage pænt tøj på.

★★★★ ”Elegante pointeringer…” ”…med lidenskab og finesse i denne lille, fine forestilling” ”Tak til Emma, fordi hun gad. Og tak til Allan Høier og Teatret OPtimis, fordi de også gad!” Nordjyske

"Noget af det bedste, vi har haft" Ældre Sagen, Albertslund

"En prægtig forestilling. Meget morsom." Inge Correll

"Takt og Tone er en medrivende og fantastisk underholdende cabaret. Du blev hensat til fortiden med alle datidens trends og råd til det bedste liv, med masser af humor og mange fantastiske sange fra den tid. Allan Høier gør det formidabelt godt og sjovt." Marianne H. Poulsen, Fredensborg kommune

"Spændende – morsom – interessant" Flemming Egholm, FOF Sydøst

Normalpris 5.000 plus transport - rabat til ældreorganisationer.

Regioner
Hele landet