En fortælling om min store søns pludselige død.

Det var søndag d. 6. maj. Udenfor skinnede solen, og himlen var blå. Seks dage tidligere var vi flyttet ind i vores dejlige præstegård. Min hustru og jeg sad i havestuen. I løbet af de næste to uger skulle hun igennem bispeeksamen, ordination i Haderslev domkirke og indsættelse i sine to sognekirker. Det krævede planlægning.

Kl. lidt i 10 ringer min store søn Christian, der på daværende tidspunkt var ved at afslutte sin officerseksamen fra akademiet på Frederiksberg. 

Det eneste jeg siden husker, jeg opfattede var hans ord: 

Far, nu skal du høre godt efter. Lillebror Andreas er død. Jeg kan ikke klare det selv. Du må komme med det samme.

Så brød min verden sammen. Min hjerne lukkede fuldstændig ned for al tankevirksomhed undtagen det fokus, der i det sekund var på de ting, jeg skulle huske at få med til København.

Sådan startede mit livs mareridt.

 

Med salmebogen i hånden vil jeg fortælle om sorgen, og så skal vi synge nogle af de salmer, der hjalp mig til at finde livet igen.