Hærvejens opblomstring som pilgrimsrute

Pilgrimsvandring – indøvelse i kristendom.

Hvad får fortravlede mennesker til at udskifte de hurtige moderne transportmidler med apostlenes heste? Hvad sker der, når man begynder ”at bede med fødderne”? Og hvor kan man finde rastepladser undervejs på den gamle danske pilgrimsrute Hærvejen?

De seneste år har mange moderne mennesker – også danske protestanter – grebet pilgrimsstaven. Pilgrimsvandring, bønsvandring, bibelvandring, temavandring og kirkegang handler om at søge efter rødder, identitet og sammenhæng. Men det handler også om opbrud fra tidens materialisme og selvoptagethed og om en søgen efter helt andre værdier: fællesskab med Gud, med hinanden og med skaberværket.

Pilgrimsvandring og valfart har altid været kendetegn på en levende kirke. De første kristne kaldtes ”dem, der hørte til vejen”. Pilgrimsvandring kan stadig inspirere til en levende tro. Evangeliet må ”have ben at gå på”, og vandringen i det ydre, fysiske landskab afspejler den indre rejse, bønnens vej mod Gud. En pilgrim går ”ud i det indre”. Den ydre, fysiske vandring hører sammen med den indre, åndelige vandring: længslen efter Gud. Føddernes monotone gang bliver en meditativ rytme, en slags klosterliv til fods. På en pilgrimsvandring ”beder man med fødderne”! Pilgrimmen ser det indre landskab bag det ydre: en usynlig, ekstra dimension bag denne verdens timelighed. Måske er man nødt til at bevæge sig fysisk for at kunne flytte sig mentalt? I en tid med mange hurtige skift, endeløse informationsstrømme, højt tempo og overfyldte kalendere fremstår pilgrimstanken som en anden livsstil med tid til stilhed, eftertanke, langsomhed, enkelhed og indre ro. En slags kristendom for alle sanser.