Hjælp, jeg skal dø.

Livet tages ofte for givet, og mange mennesker går gennem livet uden at give hverken liv eller død videre opmærksomhed. Men for nogle mennesker er frygten for døden meget nærværende.
Jeg er en af de personer, der har lidt af stor dødsangst. Mens det kan være sundt at tænke på døden engang imellem, kan det have meget negative konsekvenser for livskvaliteten at frygte den. Jeg fortæller om, hvordan et dødsfald i den nærmeste familie, da jeg var barn, førte til 30 års vedvarende dødsangst. Nu er den endelig forsvundet, og jeg ser i dag ofte døden i øjnene, da jeg har et bijob som begravelsesleder. Foredraget er både en personlig livsberetning – men også et oplæg til diskussion af, hvordan man kan bruge døden positivt i livet – og om hvorvidt angst kan betragtes som en indsigt, snarere end som en psykisk sygdom.

Lidt mere om foredraget: Et dødsfald i familien lærte mig tidligt, at døden kan komme meget pludseligt – og ikke skåner børn. Allerede som lille pige, forudså jeg derfor alverdens ulykker. Jeg kendte symptomer på alle sygdomme, inklusiv lungecancer, som jeg altid så som en oplagt årsag i forbindelse med hoste. I en længere overgang indtog jeg ikke mad, da jeg frygtede, at det ville sætte sig fast i min hals og kvæle mig. Men i 70’erne og 80’erne var der begrænset fokus på psykiske udfordringer, så mine stakkels forældre fik ikke meget hjælp til at tackle deres underlige barn. Først som ung lærte jeg at slappe af engang imellem. Faktisk er det var en under, at jeg ikke endte som stærkt alkoholiseret, da det primært var i beruset tilstand, at alle bekymringer slap.

I løbet af tyverne begynde det at gribe om sig med angstanfald. Mange gange var jeg fuldstændig og aldeles overbevist om, at NU var det slut med dette liv. Det førte til en lang periode med store mentale bølger: Enten forskræmt derhjemme, med gardinerne trukket for – eller et ekstremt liv– for ”who cares”- vi skal jo alligevel bare dø. I den periode var jeg lidt skuffet over at andre ikke havde forstået, hvor absurd livet egentlig er, og følte mig meget indsigtsfuld.

Nu er jeg tilbage til ”normalen”, hvilket i det store og hele er dejligt. Men interessen og frygten for døden har jeg bibeholdt – og det har ført til, at jeg har taget mig en uddannelse til begravelsesleder. Det indebærer, at jeg skal være med til at sørge for, at de efterladte til en afdød får taget ordentligt afsked. Det tvinger mig til at forholde mig til døden på en helt ny måde, og det har været en meget lærerig proces. Nu har jeg planlagt min egen begravelse – og er i stand til at bruge døden konstruktivt i mit eget liv. I foredraget fortæller jeg mere om hvordan