Mogens Holm
Forfatter og moderator.
Kaj Munk - præst og humorist
Kaj Munk (1898-1944) var en munter mand. Han anerkendes verden over for sine klare tanker og stærke holdninger; og af mange betragtes han som en martyr. Men i dette portræt af digterpræsten bliver det klart, at han også var en livsglad humorist og en lattermild familiefar.
Foredraget beretter om digterens opvækst, virke og pludselige død. Mogens Holm, der som Munk er opvokset på Lolland, kombinerer anekdoter om forfatteren med teologiske formaninger, polemiske artikler, poesi og prosa. Der bydes blandt andet på ”Du ved det godt mit hjerte”, “August” og “Den Blå Anemone”. Hvortil kommer enkelte ukendte tekster, fremført på lollandsk – ganske som Munk skrev dem.
Kaj Munk var en betydelig skikkelse i moderne dansk drama, med et fast udgangspunkt i kristendommen. Han har endvidere skrevet lyrik, essays og artikler; og giver jævnligt anledning til debat og ny erkendelse. I årene efter første verdenskrig nærede Munk beundring for magtmennesket, men efter Danmarks besættelse 1940 støttede han helt og fuldt den nationale frihedskamp. Han blev skudt af tyskerne i Hørbylund plantage nær Silkeborg.