Nationsopbygning i Catalonien

Catalonien vil være selvstændig, forlød det i 2017. Men ville regionen nu også det? Og kan administrative enheder og geografiske områder overhovedet have en besjælet vilje?

Der har aldrig været noget folkeligt flertal for løsrivelse. Nu er pusten gået af ballonen og separatistpartierne igen kommet ind på en andenplads ved det seneste regionsvalg – men Catalonien styres stadig efter catalanismens nationsopbyggende principper, herunder en ekstrem udgrænsning af det spanske sprog i skolerne og det offentlige liv.

Det catalanske særkende bliver undertrykt. Eller gør det?

Spaniens decentraliserede statsmodel er opbygget i et forsøg på at rumme den svulmende selvfølelse i de rige regioner: Catalonien og Baskerlandet. Men mere vil have mere. Eftergivenhedspolitik har aldrig virket efter hensigten.

Catalanismen er progressiv. Eller er den?

Somme siger, at den er fascisme under et andet navn. Den er i alt fald racistisk og populistisk. Og venstreorienteret er den altså ikke, selv om Enhedslisten tror det.

Modstanderne mod den catalanske nationalisme er Franco-file fascister. Eller er de?

Nogle af lokalnationalismens modstandere er spanske nationalister. Andre unionister er de sande demokrater, som under krisen forfægtede retsstatens principper og stod vagt om forfatningen. Også da centralmagten svigtede.

"Catalonien er blevet det nye Tibet" i Kristeligt Dagblad

"Nationalismens sirenesang i Catalonien" i Weekendavisen