Uperfekt i en perfekthedskultur

Hvordan giver vi plads til sårbarhed og uperfekthed i en tid, hvor jagten efter det perfekte og hvad vi kan præstere fylder meget? Hvordan kan vi få et mere ærligt billede af os selv og hinanden og hjælpe hinanden til at være hele mennesker i livet som det er i al sin uperfekthed? Hvordan kan det at være skabt og elsket af Gud være et befriende udgangspunkt ind i denne samfundstendens?