Foredrag

Valdemar Psilander – Danmarks største filmstjerne

Den danske skuespiller Valdemar Psilander var en af de største filmstjerner i verden, hvilket nok er glemt af de flest i dag. Han var beundret fra Rio de Janeiro til Vladivostok, og hørte til blandt de første store filmstjerner. I foredraget fortæller jeg både om hans enestående liv og karriere, men også om hvorfor der omkring 1910 opstod filmstjerner. 

Psilanders karriere var kort og intens – 80 film på fem år – og knytter sig til hans engagement hos Nordisk Films Kompagni. I selskabets storhedstid var Psilander den højst betalte skuespiller og hans popularitet blev brugt nærmest hæmningsløst i markedsføringen af filmene.

Solkongen blev den danske verdensstjerne kaldt, for Psilander levede i perioder et overdådigt liv med fest i gode venners lag. Der er mange farverige historier om Psilander, og nogle af de mest vedholdende er opstået efter hans død. Psilander døde nemlig på toppen af sin karriere, blot 32 år gammel, og i kølvandet på hans tidlige død er der opstået en hel række af versioner af årsagen til hans død. Blev han myrdet? Begik han selvmord? Eller blev han bevidst smittet med en dødelig sygdom?

 

Der indgår filmklip med Psilander i foredraget.

Regioner
Hele landet