Vejen mod nederlag og genforening (1864-1920)

Hvorfor gik det så galt, at Danmark mistede Slesvig og Holsten og måtte opgive sine forestillinger om at være en stormagt? Meget i slutningen af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet peger på et land, som var sig selv nok. I den kamp for demokratiet, der foregik i landet og som førte frem til grundloven i 1849, lå en styrkelse af nationalfølelsen, som måske blev til noget, der ligner nationalisme.

Guldaldermalerne og forfatterne tegnede et billede af den danske idyl, som bidrog til denne opfattelse. Guldhornene blev stjålet og blev derved et nationalt symbol. I 1814 mistede Danmark Norge, dermed var Slesvig og Holsten, det sidste “vi havde”.

Den Tapre Landsoldat og “Dengang vi drog afsted” markerede afslutningen på 3-års krigen.  Frederik d. VII havde lige givet os grundloven, og der var en blind tro på, at vi kunne det hele – også kæmpe mod Bismarck!! Der var mange brikker i spil frem mod det, der blev Danmarks skæbnetime på skanserne ved Dybbøl i 1864 og den senere Genforening.

Efter nederlaget forsøgtes stumperne samlet; bl.a. ved møder i Skibelund Krat og på Skamlingsbanken. 5000 sønderjyder døde i tysk krigstjeneste under 1. verdenskrig, før den fortabte datter; Sønderjylland, i 1920 blev genforenet med Danmark.