Jørn Henrik Olsen
Forfatter, foredragsholder, forsker, billedkunstner
Ensomhed er et godt sted at besøge, men et trist sted at slå sig ned
Ensomhed er en god ting – hvis man ikke havde sig selv at trækkes med, siger humoristen Storm P. De fleste mennesker kender til ensomhedsfølelser. Ensomhed kan være et godt sted at besøge. Men sandt er det også, at ensomhed ofte opleves som et trist sted at slå sig ned.
Ensomhed er derfor både åbning og smerte. Som et frivilligt, opsøgt sted kan ensomheden være livsbekræftende og bidrage til livsmening. Ensomhed skaber ofte vej for fornyelse og kreativitet. Den kan være god og generøs, når den skaber frihed og uafhængighed, giver arbejdsro og understøtter et menneskes karakter. Men ensomhed kan også være ganske hårdhændet og ond. Hos mange kan den opleves som en noget pinlig, social smerte. Som en tyngende følelse af at være mislykket. Tit med alvorlige konsekvenser for helbred og velvære. Vi behøver i den grad andre – og en del af dette behov er at behøves af andre.
At være alene og at være ensom er mindst to forskellige ting. Foredraget afslører ikke blot dybe indsigter i ensomhedens problem, men giver også masser af inspiration til at lære den svære kunst at være alene og få gavn af den gode ensomhed. Formidlingen er iklædt humor – og krydret med overraskende, skæve perspektiver.
Emner: Liv og sjæl