Henrik Skovgaard Christensen
Lektor og folkemindesamler
Himmerlandshistorier
Foredraget “Himmerlandshistorier” tager tilhørerne med på en rejse ind i et svundent Himmerland, hvor de sidste dialekttalende bønder fortæller levende og nærværende om livet som husmand og -kvinde. Der venter en speciel stund, når vi overlader ordet til disse mennesker. Det er de sidste levende vidnesbyrd fra det oprindelige bondesamfund, vi ser og hører, når samtalen falder på dagligt brød, markarbejde, jul, højskoleophold, sognerådsarbejde, limfjordsfiskeri, spøgelser og meget andet.
Interessen samler sig om generationer, der er født mellem 1917 og 1935, og som derfor har oplevet tiden før industrialiseringen af landbosamfundet mellem 1945 og 1972. Foredraget er baseret på autentiske digitale videooptagelser, som suppleres med billeder og oplæsning af prosadigte på himmerlandsk dialekt. Undervejs bidrager også citater fra fag- og skønlitteratur.
Henrik fortæller levende, humørfyldt og engageret på nordjysk regionalmål og på den særlige himmerlandske dialekt. Foredraget retter blikket mod landbosamfundets grundværdier før 1945 og diskuterer dem kritisk i en nutidig sammenhæng.
Anbefalinger:
En stor tak for et særdeles velforberedt foredrag med filmklip og historier fra det gamle Himmerland. Det var en rigtig dejlig og hyggelig eftermiddag, og de musikalske indslag skabte en helt særlig stemning. En del af de 100 tilhørere har efterfølgende kommenteret med mange positive bemærkninger, og her fra Tirsdagsklubben kan vi derfor give foredraget de bedste anbefalinger.
Edith Vangsgaard, Tirsdagsklubben i Vodskov
Saltum Pensionistforening har haft besøg af Henrik Skovgaard Christensen, der underholdt de ca. 50 fremmødte medlemmer med foredraget “Himmerlandshistorier”. Og det blev en rigtig god og vedkommende eftermiddag, hvor en veloplagt Henrik Skovgaard indviede os i det materiale, han gennem 10-15 år har indsamlet omkring de gamle landbosamfund, hvor især ældre dialekttalende bønders erindringer har været det væsentligste udgangspunkt i Henriks arbejde. Gennem hele foredraget fornemmede man Henriks engagement og kærlighed til det gamle bondesamfund og dets grundværdier, som vi stort set alle er rundet af, og som er en vigtig historie at få med for måske bedre at kunne forstå nutidens hektiske informationssamfund. Herfra kan vi varmt anbefale Henriks foredrag.
Helge Nielsen, Saltum Pensionistforening
Sem Aftenhøjskole har haft besøg af Henrik Skovgaard Christensen. Det blev en vidunderlig aften med historier fra et Himmerland, der nok ikke eksisterer mere, som det var, men som heldigvis alligevel trækker tråde op til vore dage. Historierne blev fortalt med indlevelse og kærlighed til vore rødder og med en dejlig humor. Vi i Sem kan varmt anbefale et besøg af Henrik.
Vera Jensen, Sem Aftenhøjskole
Lokalhistorisk Forening for Nibe & Omegn har i oktober 2016 haft besøg af Henrik, der præsenterede sine Himmerlandshistorier. Henrik fortalte om dialekten og dens betydning, herunder hvordan den er forbundet med vores kultur, historie og identitet. De mange små historier på dialekt blev suppleret med udvalgte citater, billeder og videoklip, hvilket gjorde stoffet meget interessant og oplysende for tilhørerne. Henrik formår at indpasse humoren de rigtige steder i fortællingerne, og der er ingen tvivl om, at han er et naturtalent til at formidle det materiale, han arbejder med. Vore medlemmer havde kun ros til foredraget, og vi kan derfor videregive de bedste anbefalinger af foredraget Himmerlandshistorier.
Jan Dalsgaard, formand for Lokalhistorisk Forening for Nibe & Omegn
Skalborg kirke har haft besøg af Henrik Christensen. Hans foredrag "Himmerlandshistorier" var intet mindre end forrygende! Det var spækket med vid, humor, anekdoter, små underfundige videoklip fra stolte borgere og bønder fra Himmerland, krydret med en varm præsentation af Henriks egne bedsteforældre, som fortalte om deres barndom på landet.
Henrik er for vores moderne og hæsblæsende tid en væsentlig ambassadør for historiefortællingen, dialekten og dannelsen. Som gymnasielærer formår han at bibringe eleverne en viden og en besindelse på, hvor vigtigt det i grunden er at kende sine rødder.
Der var en rigtig god stemning fra de godt 70 tilhørere. Kort sagt: En ægte højskoledag i ordets allerbedste betydning. Den 1½ time med Henrik ved roret fløj afsted og kan varmt anbefales.
Christian Bjørn Krüger, provst ved Skalborg Kirke.
Torsdagsklubben i Nibe-Vokslev sognegård havde stor glæde af Henriks besøg, hvor han levende fortalte om dialekter og himmerlandshistorier. Henrik formåede at få alle med ved at gøre det både folkeligt og fornøjeligt, samtidig med, at der blev gravet et spadestik dybere. Det betød, at vi også fik både indsigt i og forståelse for vigtigheden af at have fælles historier. Ligeledes gav foredraget en god indsigt i den mundtlige fortælletradition og i de dialekter, der står i fare for at uddø.
Jens-Anders Djernes, fhv. provst i Nibe-Vokslev Pastorat
Emner: Danmarkshistorie Folkeliv Kultur