Jens Peter Madsen

Foredragsholder og historiefortæller

Foredrag

Pligten Bød – et oplæg til samtale om pligtens etik

"Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd"
K.E. LØGSTRUP

Pligten bød er fire personlige historier fortalt af Jens Peter Madsen om hændelser, hvor pligten til at komme nødstedte mennesker til undsætning bliver sat på prøve.

Fortællingerne tager udgangspunkt i en søsters alt for tidlige død i 1989 og en redningsulykke i Hvide Sande den 9. december 1951, hvor fem redningsmænd omkom. Historierne sættes i relief af fortællerens aktuelle besøg i Hvide Sande, møder med en bror til en af de omkomne redningsmænd, Kristen Mose Enevoldsen, samt læsning af erindringsbogen ”Medløbende Sø” og besøg ved mindesmærker, udstillinger i Hvide Sande m.m.

Der var ingen lette løsninger i de konkrete hændelser – og ingen enkle forklaringer når man overvejer dem i erfaringens lys.
Og alligevel er det vigtigt at tale med andre mennesker om sådanne, ofte dramatiske hændelser, som mange har mødt eller vil møde i deres liv.
Ofte har vi kun et kort øjeblik til at afgøre, hvordan vi vil agere i forhold til den slags afgørende hændelser. Og nogle gange har vi slet ikke noget valg.

Fortællingerne ”Pligten Bød” kan bestilles som et traditionelt foredrag over 2 timer, hvor der efter en pause er plads til en samtale, som ledes og afrundes af foredragsholderen.De kan med fordel indgå som en del af et længere program, for eksempel en højskoledag, et sognearrangement, en studiekreds eller et kursus. Evt. i sammenhæng med anden fortælling, læsning, spørgsmål, film, podcast eller hvad arrangøren finder relevant.
Eller de kan stå alene som et oplæg til personlig eftertanke for publikum.

Bestil dit forestilling med Pligten Bød

Regioner
Hele landet