Diana Bach
Journalist og radiovært
Stemmen i dit øre - radioen før, nu og i fremtiden
Begynder du også din dag med at tænde for kaffemaskinen og radioen?
Gennem 100 år har radioens stemmer været godt selskab og en troværdig kilde til alt det, vi har brug for at vide. Men den form for radio, du kender, er under rivende forandring.
Nu kan alle lave deres egne programmer, endda med hjælp fra kunstig intelligens. Så kan du stadig regne med, at stemmen i øret er din ven i hverdagen?
I foredraget Stemmen i dit øre fortæller jeg om radiomediets utrolige udvikling fra krystal-apparater og æter-anarki til spolebånd og AI-genererede podcast. Du får selvfølgelig også nogle af mine personlige anekdoter om livet i radiostudiet.
Sammen kigger vi på tendenser og fremtidsperspektiver. Og måske har du selv nogle mindeværdige oplevelser med radioen? Jeg inviterer publikum til at bidrage med deres egne erfaringer.
Fakta: Vidste du, at 1. april 2025 vil være nøjagtig 100 år siden, at Statsradiofonien (nu DR) sendte første gang?