Kathrine Kjærgaard
cand.theol., ph.d.
Grønland som del af den bibelske fortælling
For missionærerne i Grønland, som for de fleste andre mennesker i 1700-tallet var Bibelen en historisk korrekt fortælling om verden fra Skabelsen til de sidste tider. Missionsprojektet i Grønland blev set i lyset af de gammeltestamentlige profetier om hedningernes omvendelse: Grønlændernes omvendelse var således forudsagt i Det Gamle Testamente. Grønlænderne stammede fra Noahs søn, Sem, og var således et folk med rødder i Det Gamle Testamentes diaspora efter Syndfloden og Babelstårnet. I det grønlandske sprog, i navngivningstraditioner og andre skikke fandt missionærerne tydelige spor af deres mellemøstlige oprindelige, ligesom de også fandt den guddommelige lov indskrevet i deres hjerter. Missionærerne så deres liv i lyset af det guddommelige forsyn, og indføjede deres eget liv og arbejde i den bibelske fortælling. Foredraget viser, hvordan alt dette blev formidlet til den grønlandske befolkning i ord, billeder, arkitektur og ritualer, således at der ved slutningen af 1700-tallet var skabt et kristent nationalt grønlandsk fællesskab.