Naturvidenskab og teologi i 1700-tallets Grønland

Da Hans Egede kom til Grønland i 1700-tallet indledte han sideløbende med sin missionsvirksomhed omfattende geografiske og naturhistoriske undersøgelser af det dengang ukendte land. Denne interesse for naturvidenskabeligt orienterede studier fortsatte blandt grønlandsmissionærerne til op i 1800-tallet og resulterede i adskillige bøger og afhandlinger – mange af blivende værdi – om grønlandske naturforhold. Set fra et nutidigt standpunkt kan det forbavse, at de tidlige grønlandsmissionærer i så stort omfang beskæftigede sig med naturhistorie. Som teologer og ordinerede præster var de betroet opgaven at drage omsorg for sjælene, drive mission og omvende de hedenske grønlændere, så hvorfor bruge tid på at studere naturforhold? Foredraget viser, at missionærernes naturhistoriske studier ikke var en mere eller mindre tilfældigt opstået tradition, men at der tværtimod er en sammenhæng mellem de naturhistoriske undersøgelser og missionærernes verdensbillede. Teologi og naturvidenskab – to i dag for de fleste klart adskilte vidensfelter – var i 1700-tallet lykkeligt forenede i den såkaldte fysikoteologi. Teologen fandt i den fremstormende naturvidenskab slående vidnesbyrd om den guddommelige visdom og almagt, og naturvidenskabsmanden på sin side kunne glæde sig over Guds storhed og almagt ved at blotlægge den himmelske mekanik og livets underfuldheder og således fremme Guds Riges sag. Flere af 1700-tallets mest betydningsfulde grønlandsmission var under stærk indflydelse af disse tanker.