Pia Elers

Journalist, forfatter

Foredrag

Hong Kong - fra britisk koloni til kinesisk marionet

Xianggang - den duftende havn - er byens kinesiske navn. Det er da også den direkte adgang til havet, der har banet vej for den rigdom og vækst, som i moderne tid har været Hongkongs særkende og tiltrukket foretagsomme folk fra hele verden. Den tidligere britiske koloni har dog siden overdragelsen til kommuniststyret i Kina i 1997 været ude i noget af en rutsjebanetur. Fra at have været en særlig region i Kina med en lang række sikrede borgerrettigheder er Hongkong blevet stadig mere underlagt magthaverne i Beijing. Det udløste i 2019 massive protester og krav om demokrati. For at få ro på bagsmækken gennemtrumfede Beijing i juni 2020 en national sikkerhedslov, der udhulede den aftale Storbritannien ellers havde indgået med Kina i 1984. Politiske partier, fagforeninger og kritiske medier lukkede på stribe, og da vanvittige corona-restriktioner samtidig blev indført, valgte knap 200.000 at forlade Hong Kong for stedse.

I dag er Hongkong ikke længere den samme frie by og heller ikke blandt de mest attraktive i Asien. Alligevel er det et fantastisk godt sted at leve sit liv, fordi den tidligere koloni stadig er en unik blanding af det bedste fra både Øst og Vest. Mellem de mange skyskrabere er der et sprudlende folkeliv med hippe vestlige barer, kinesiske gadekøkkener og boder med tørrede søpølser og søstjerner. De gamle dobbeltdækker-sporvogne glider stille gennem trafikmylderet af røde taxier og Rolls Royce’er, og lige udenfor Hongkongs tæt befolkede centrum er der den mest vidunderlige natur, der både indbyder til vandreture i bjergene og en tur til de hvide sandstrande.

Pia Elers har som udsendt korrespondent for flere forskellige danske medier haft de vigtige begivenheder tæt inde på livet. Den 1. juli 1997 stod hun midt i folkemængden og rapporterede til TV2, da klokken faldt i slag ved midnat og markerede Storbritanniens overlevering af deres kronkoloni til Kina. Senere var hun fra 2011 som Kina-korrespondent for Børsen adskillige gange i Hong Kong for at berette om danske virksomheders fortsatte væksteventyr. Og endelig i 2017 rykkede hun fra Beijing til Hong Kong og blev øjenvidne til og dækkede de massive protestdemonstrationer, der kulminerede i 2019. I dag er byen fortsat hendes base som Kristeligt Dagblads Asien korrespondent, og hun har derfor et helt særligt indblik i, hvordan syv millioner hongkongere stadig på godt og ondt lever deres liv i denne fascinerende del af verden.

Emner:

Regioner
Hele landet