Pia Elers

Journalist, forfatter

Foredrag

På rejse med Amdi - 7 år på Tvind

Med udgangspunkt i egne erfaringer fra sin tid i Tvinds Lærergruppe fortæller Pia Elers historien om den omstridte og sagnomspundne leder, Amdi Petersen, der i 1971 var hendes lærer på et af Den Rejsende Højskoles første hold. Det er en både fascinerende og skræmmende historie om en flok unge, der vælger at ofre de bedste år af deres liv på at forandre verden. De lever i et stærkt og fantastisk fællesskab, som dog med tiden udvikler sig i en gal retning, hvor gruppepres og magtmisbrug får mange til at flygte derfra.

Men der er også en anden side af historien end den, de fleste danske medier har fortalt om Tvind. Nemlig at mange unge via ophold på diverse Tvinds-skoler har fået sat en bedre kurs for deres liv, end de traditionelle skoler kunne give dem. At hovedparten af deltagerne på Den Rejsende Højskole med verden som klasseværelse fik nogle unikke oplevelser med sig derfra. Og at Tvind i dag er større end nogen sinde, da det over 50 år gamle skolesamvirke i dag har udviklet sig til en international humanitær organisation ved navn Humana, der arbejder i 45 lande rundtomkring i verden. 

Foredraget vil bestå af nedslag i Tvinds 50 år lange historie med masser af billeder og anekdoter. Det hele vil blive krydret med gamle Tvind-sange, da Pia Elers udover at være forfatter og journalist også er en habil musiker.  

Regioner
Hele landet