Pia Elers

Journalist, forfatter

Foredrag

Pandaerne - kinesiske diplomater i pels

Under stor ståhej landede to pandabjørne april 2019 i København og flyttede ind i Københavns Zoologiske have. Ankomsten af Mao Sun og Xing Er var resultatet af et årelangt diplomatisk arbejde, der handlede om at besegle det gode forhold mellem Danmark og Kina. Dermed blev vi det 19. land i verden, der blev indlemmet i det såkaldte pandadiplomati, hvor de søde sort/hvide bjørne bruges til at skabe et bedre image for det kinesiske etparti-styre. 

Sådan er det ikke nødvendigvis gået, for siden da er Kina faktisk kommet i strid modvind hos de fleste vestlige lande på grund af deres krænkelser af menneskerettigheder – både når det gælder demokratiforkæmpere i Hong Kong og undertrykkelse af det muslimske mindretal i Xinjiang provinsen i det vestlige Kina. 

Men hvad så med pandaerne? Skal de sendes retur til Kina, fordi vi nu ikke er helt så gode venner med kineserne, som vi har været. Næppe – for pandaerne er på en 15 års udlånskontrakt, så de bliver i København, hvor de i øvrigt også er blevet en stor attraktion, sådan som Zoo havde satset på.

Hele historien om pandaerne blev i 2019 rullet ud i DRs dokumentar, Pandaerne kommer – diplomater i pels. Fra sin base i Kina har Pia Elers gennem fem år fulgt hele forløbet – lige fra dengang dronning Margrethe i 2014 bad præsident Xi Jinping om de to pandaer til de blev afsendt fra Chengdu Panda Center. Undervejs fulgte hun også med, når dyrepassere fra Københavns Zoo kom til Kina og blev oplært af deres kinesiske kolleger i, hvordan man passer bedst på pandaerne og får dem til at yngle.

Glæd jer til et foredrag, der både handler om hele det politiske spil omkring pandadiplomatiet og ligeledes historien om dette fascinerende dyr, der er blevet et værdifuldt og elsket ikon – ikke blot i Kina, men også i resten af verden. Hvis det ønsker, kan Pia Elers også fortælle meget mere om det kinesiske samfund, som hun har været en del af siden 2010.

Regioner
Hele landet