Rusland som anfægtelse for Vesten: Politisk, åndeligt og kulturelt

Sammen med lettelsen over Sovjetunionens sammenbrud og afslutningen af den Kolde Krig bredte der sig i Vesten en forventning om, at Rusland nu endelig ville begynde at udvikle sig til en slags “normalt” land efter vestlig standard: Markedsøkonomi, liberalt demokrati, individuelle rettigheder, retsstatsprincipper og -praksis, sekularitet. Sådan er det imidlertid ikke gået. Forventningerne er blevet skuffet og i vidt omfang afløst af en opfattelse af Rusland som en uforsonlig modstander. Først og fremmest politisk og militært, men også i åndelig og kulturel forstand. I historisk lys er denne opfattelse dog ikke ny, og disse forventninger til Ruslands vesternisering var næppe nogensinde realistiske. Som et blik på Ruslands historiske erfaring og kulturelle og åndelige tradition vil demonstrere, har forudsætningerne for nyere vestlig udvikling kun i ringe grad været tilstede, og spørgsmålet om landets forhold til Vesten har i flere århundreder været et stående kontroversielt problem. Samtidig er både Rusland og Vesten som kristne og europæiske dog også fælles om et åndeligt og historisk grundlag, som Vesten på sin side i stadig højere grad synes i færd med at forlade, mens Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud søger tilbage til dette grundlag. Dermed bliver Rusland ikke blot en modstander, men også en slags påmindelse om, hvad Vesten en gang var og således en anfægtelse af Vestens udvikling.