Foredrag

En verden uden kvindelige læger, dommere og præster …

Forestil dig en verden med lutter mandlige læger, advokater, dommere, forskere, økonomer, biologer, statistikere, præster – ja, sådan så Danmark ud for 150 år siden. 

Men så fik lærerinde Nielsine Nielsen fra Svendborg den vilde idé, at hun ville være læge! Med jernvilje og kvindevenlige mænd som hjælpere søgte hun om adgang til medicinstudiet. Det bevilgede kongen i 1875 som en akademisk borgerret til alle kvinder på lige fod med mænd. Beslutningsprocessen strakte sig over 18 måneder og rummer nogle af danmarkshistoriens utroligste udtalelser om kvinder – herunder om Guds mening med at skabe to køn. Kvinder fik da også først lov til at læse teologi i 1904.

Ti år senere tog Nielsine Nielsen sin medicinske embedseksamen med topkarakter og blev Danmarks første kvindelige akademiker. Snart fulgte andre kvinder efter. Heriblandt historikeren Anna Hude, som i studietiden blev voldtaget af huslægen, skød ham (han overlevede), blev fængslet, læste til eksamen bag tremmer – og nogle år senere under stor pressebevågenhed blev den første kvinde, som fik en doktorgrad. 

Mænd tog dog stadig for givet, at alle offentlige job tilhørte dem. Nielsine Nielsen måtte videreuddanne sig i kvindesygdomme udenlands og oprette privatpraksis. Jurist og advokat Anna Berg måtte ikke procedere i retten før i 1906. Det blev i 1921 ved lov forbudt at ansætte kvindelige teologer som præster i folkekirken. Men skridt for skridt og fag efter fag tilkæmpede kvindelige akademikere sig ret til ansættelse i stillinger, de havde uddannet sig til. En årelang strid stod om præsteembedet i Folkekirken, hvor de første kvinder blev ansat i 1948.

Historierne om alle disse danske pionerer er interessante og rørende i sig selv – og samtidig tankevækkende i forhold til kvinders situation i de mange lande, hvor mænd stadig har monopol på uddannelse og arbejde.

Foredraget bygger på mine bøger: 21915 - da kvinder og tyende blev borgere" og "Lillys danmarkshistorie - kvindeliv i fire generationer"

Regioner
Hele landet