Statens kunstfonds litteraturudvalg: "Pia Fris Laneths faglitterære forfatterskab er båret af lige dele fortælleglæde og social indignation. Hendes første bog, Lillys danmarkshistorie (2006), formidler på baggrund af grundig research de almindelige arbejdende kvinders historie og trækker med udgangspunkt i enkelte menneskers skæbner og hverdagsliv tråde ud til den store historie om samfundsøkonomi og politik. I værkerne Respekt: historier fra Settlementet på Vesterbro (2011), Moderskab og Mødrehjælp (2014) og ikke mindst den imponerende 1915 – da kvinder og tyende blev borgere (2015) fortsætter hun med at fortælle om skabelsen af det moderne Danmark ved at give stemme til dem som tit bliver glemt i historieformidlingen: tyende, arbejderkvinder, enlige mødre, hjemløse og modstandskvinder. Det personlige og det fælles, det private og det offentlige, blandes på suveræn og overbevisende måde i formidlingen af de vægtige stofområder, både i bøgerne og i Laneths filmmanuskripter, radiomontager og foredrag. Hendes hidtidige forfatterskab eksemplificerer på smukkeste vis, hvad faglitteraturen kan, når den er allerbedst: oplysning og underholdning med et engagement, som aldrig går ud over troværdigheden."
"Pia Fris Laneth er ganske enkelt en ypperlig fortæller, der med sit nærvær og store sprogtalent formår at tryllebinde sine tilhørere – ung som gammel.” - Jørgen Carlsen, tidligere forstander for Testrup Højskole.