Pia Fris Laneth
Forfatter
2. Modstandskvinderne – var de terrorister eller frihedskæmpere?
En dramatisk og vedkommende beretning om kvinder, der satte livet på spil for Danmarks frihed.
Med Pia Fris Laneths og Li Vilstrups tv-serie "Danske Modstandskvinder", som netop har fået repremiere på dr.dk, fik kvinderne for første gang hovedrollen i en film om besættelsesårene. Nogle deltog i sabotage af jernbaner og fabriksanlæg. Andre organiserede nedkastninger fra engelske fly, transporterede våben, var logiværter for jødiske flygtninge og faldskærmsfolk, eller de opsporede stikkere og fremskaffede falske identitetskort. Atter andre trykte og uddelte illegale blade og bøger.
I tv-serien fortæller 9 modstandskvinder om etiske dilemmaer, svære valg og angsten for Gestapo. Om kammerater, der blev stukket og henrettet eller døde i tyske koncentrationslejre. Om selv at gå i Gestapos fælde og efter brutale forhør havne i Frøslevlejren. Om vreden over at blive kaldt terrorist under krigen og bagefter ophøjet til frihedskæmpere af politikere, som havde samarbejdet med tyskerne. Om befrielsens glædesrus.
Mød blandt andre: Hedda Lundh og Else Marie Padde, som var medlemmer i modstandsbevægelsens eneste kvindegruppe. Lis Mellemgaard, som var sabotagevagt i en Holger Danske-gruppe. Gertrud Pedersen og Annie Langberg, som transporterede våben og kodede telegrammer i nedkastningslederens Anton Toldstrups mobile kontor. Lis Bomhoff, som var logivært for Flammen, da han blev taget af tyskerne, slugte en cyanidpille og døde for fødderne af hende – fordi udsigten til tortur var værre.
I forbindelse med foredraget viser Pia meget gerne uddrag af serien.
Anmelderne skrev:
Berlingske: ”Når kvinderne fortæller, bliver man totalt grebet og forelsket i dem.
”Politiken: ”Tv for voksne, tænkende mennesker” og "et underholdende og vedkommende korrektiv til den gængse Robin Hood i trenchcoat-mytologisk historieskrivning om de danske terrorister og desperadoers kamp mod nazierne under Anden Verdenskrig".