Pia Fris Laneth
Forfatter
GREVINDE DANNER – fra samfundets bund til kongens seng
Grundlovsdag hejser vi Dannebrog for hendes uægte søn
5. juni 1849 dyppede Frederik d. 7. sin fjerpen i blæk og underskrev Danmarks første Grundlov, som afskaffede Enevælden og indførte Folkestyret.
Præcis otte år tidligere, den 5. juni 1841, var en vis jomfru Louise Rasmussen på diskret ophold i Flakkenbjerg på Sjælland. Her fødte hun en søn uden for ægteskab. Barnefaderen var Carl Berling, bogtrykker, avisudgiver og en af tidens mest kendte mænd. Carl Berlings mor – enkefrue – spændte ben for sønnens forhåbninger om ægteskab med barnemoderen, der tjente til livets ophold som figurantinde ved det kgl. Teaters balletkompagni. Berling vedkendte sig faderskabet til drengen, som blev døbt Frederik Carl Christian Louis Berling. Det står skam i kirkebogen. Han betalte også den familie, som drengen voksede op hos.
Og sammenhængen mellem den ene og den anden 5. juni?
Ja, Carl Berlings bedste ven hed Frederik, han var kronprins, og de to havde været soldater sammen. Da Carl ikke selv kunne gifte sig med jomfru Rasmussen, så introducerede han behændigt de to for hinanden. Kronprinsen havde haft uheld i kærlighed, to gange var han blevet gift med en prinsesse og begge gange var ægteskabet endt med at prinsessen forlangte skilsmisse på grund af prinsens druk og vold.
Med Frederiks og Carls hjælp etablerede Jomfru Louise Rasmussen sig som dygtig modehandlerske i København, og hun blev kronprinsens elskerinde. Han var vild med hende og hun kunne styre ham som ingen andre.
Frederik blev konge i februar 1848, han ville ha’ sin Louise, men gift kunne de ikke blive. En ganske almindelig kvinde uden antydning af blåt eller royalt blod i årerne. Alene tanken bragte hoffet i oprør!
Men så kom martsoprøret i 1848, og valget til den grundlovgivende forsamling, som i 1849 leverede Danmarks første Grundlov til underskrift hos Kong Frederik d 7.
Og Frederik kunne jo have valgt en af årets 363 andre dage, men Grundlovsdag blev netop den 5. juni, fødselsdagen for den nu otteårige dreng som i sit døbenavn havde både sin biologiske fars, kronprinsens og sin mors fornavne – Carl, Frederik, Louis(e) foruden et Christian (måske efter Berlings far).
Datosammenfaldet er næppe en tilfældighed i betragtning af Louises og Berlings store indflydelse på Frederik den 7. , og i hvert fald er det en skøn tanke, at Dannebrog hvert år den 5. Juni blaffer landet over både for Grundloven og for en lille uægte unge. Et smukt symbol på, at Grundloven gælder for alle, også samfundets mest foragtede og udskudte, som børn født uden for ægteskabet.
Og den lille Carl Jacobsen? Ja, han blev sendt til England og blev godsejer. I mellemtiden var mor, Louise Rasmussen blevet gift til venstre hånd med Frederik d. 7. Kongen betitlede sin elskede Grevinde Danner og sørgede overordentlig godt for hendes økonomi. Louise Danner levede ved hans side, foragtet af både hoffet og folket, selvom hun var den, der sørgede for, at Kongen holdt sig nogenlunde ædru og præsentabel i officielle sammenhænge. Først da Frederik døde i 1863, blev Grevinde Danner sat fri til at gense sin søn på lange udlandsrejser.
Foredraget fortæller om Grevinde Danners stærke personlighed og helt utrolige livsrejse fra et fattigkvarter i København til Kongens slot i en omvæltende periode i danmarkshistorien.
Historien om Carl, Frederik og Louise er udfoldet i Pia Fris Laneths bog: ”1915 – da kvinder og tyende blev borgere”, som handler om de kvinder og mænd, der gjorde Danmark demokratisk. Bogen fik Weekendavisens litteraturpris og blev præmieret af Statens Kunstfond som en af årets bedste bøger.
https://www.gyldendal.dk/…/1915-da-…/indbundet-9788702170825